esportsVi anmelder de første episoder af Star Wars: Maul - Shadow LordPublished April 8, 2026 Selvom jeg er en af de første til at give dig ret i, at Star Wars befinder sig i en smule kreativ tomgang - med et lidt for stort fokus på en meget specifik og efterhånden lille tidsperiode, på trods af en hel galakse af muligheder - så er det også sandt, at der stadig findes store mængder potentiale i netop denne del af mytologien. Star Wars: Maul - Shadow Lord ligner endnu et glimrende bevis på sidstnævnte. Billedet males på et lærred, der er brugt mange gange før: Tidsrummet mellem Episode III og IV, hvor Imperiet strammer grebet om galaksen og manipulerer det politiske og socioøkonomiske klima. Enhver Star Wars-fan kender perioden, og det samme kan siges om vores "helt" i denne historie. Maul er tilbage; han har droppet "Darth"-titlen og er blevet en form for forbryderkonge, præcis som vi oplevede ham i The Clone Wars og andre animerede projekter. Ligesom Maul måtte lappe sig selv sammen efter kampen mod Qui-Gon Jinn og Obi-Wan Kenobi for mange år siden, ser vi ham her genopbygge sit kriminelle netværk på planeten Janix, efter alt styrtede sammen ved slutningen af klonkrigene. Det er en opgave, han påtager sig, mens han samtidig planlægger næste fase af sin hævn mod Darth Sidious. Det er i bund og grund det, Maul - Shadow Lord fokuserer på: hævn og genfødsel.På en måde er det en beundringsværdig narrativ struktur, fordi den ikke falder i den efterhånden overbrugte Star Wars-skabelon. Der er ingen reel helt i denne historie (medmindre man tæller nogle af bifigurerne med), og plottet handler ikke om det gode mod det onde. Det minder mere om Boardwalk Empire end traditionel Star Wars, og det er måske seriens største styrke. Det er også tydeligt en mere moden animeret serie. De yngre kan stadig se med, bevares, men der er mere her, som de ældre fans kan sætte pris på, i modsætning til hvad vi ofte så i f.eks. The Bad Batch, hvor visse plottråde virkede designet til at lære børn en morale frem for bare at være underholdende action-sci-fi. Ved at have Maul som protagonist får vi også en god balance, hvor vi har lyssværd og Force-action, uden at det kammer over i enten at handle udelukkende om Jedi og Sith, eller slet ikke at have dem med. Det er en gylden middelvej, og selvom det kan ændre sig i takt med de næste episoder, er balancen lige nu både forfriskende og underholdende. Star Wars har altid leveret stærk art direction og imponerende set-pieces, og denne gang skuffer de heller ikke. Der er en enorm mængde karisma og "aura" i det, der bliver præsenteret - en visuel vision, der lader dig forstå karakterernes kerneegenskaber uden at behøve en lang forklaring. Misforstå mig ikke, der er stadig masser af de evigt nærværende Star Wars-faldgruber (eller "traditioner", som nogle vil kalde dem), herunder en særpræget og her ret sadistisk droide-ledsager (Two-Boots), der fungerer som ren comic relief, og en animationsstil, der begynder at føles lidt for forudsigelig. Det er altså ikke perfekt, men der er meget, som Maul - Shadow Lord allerede har ramt rigtigt.Det er bestemt en stærk åbning. Herfra må vi håbe, at serien kan holde kvalitetsniveauet i de resterende episoder og levere en mindeværdig og spændende finale til Star Wars Day den 4. maj. Originalquelle: www.gamereactor.dk →